Bokelskere.no

Det mest rystende ord i historien om Syndfloden er uden tvivl dette:

Da angrede Herren, at han havde gjort menneskene

Hørte vi rigtigt?
Er Gud da ikke alvidende, så at han måtte kunde forudse den slags
brølere ved skabelsen, er han ikke mægtig nok til at forhindre dem?
Kan en Gud, der er nødt til at tilbagekalde, revidere og stille om,
længere være en Gud? Kompromitterer han ikke sin formentlige
guddommelighed? Eller bedre udtrykt, gør sådanne menneskelige,
ja, altfor menneskelige træk i gudsbilledet det ikke pinlig klart,
at det netop ikke kan hidrøre fra "åbenbaring", men at det her er
menneskelig digtning, der råder? I den digtning maler vi mennesker
billedet av Gud med os selv som model og projicerer dette portræt
af det lunefulde, usikre, fejlende og sig selv korrigerende menneske
op på Himlen? "Thi Gud er ikke et menneske, at han skulle angre!"

Derfor ville jeg gerne straks sætte en tese op mod dette, ligeså
beslutsomt: Det, som et øjeblik kan forekomme os at være
indskrænkethed, altfor uguddommeligt ved Gud, det er i virkeligheden
selve hans hjertes hemmelighed. Hvis vi ikke lærer at forstå det,
vil det som er revolutionerende nyt i evangeliet, blive ved at være
lukket for os, og vi hører ikke en eneste tone.

Først må vi derfor få klaring på ordet om Guds angren.
Af skabelseshistorien hører vi at Gud gav mennesket noget, der hedder
'frihed'. Han udmærkede os fremfor hvalerne, fuglene og elefanterne.
Ingen av dem kan jo bestemme sig for, om de vil være hvaler, fugle
eller elefanter. Men den chance er givet mennesket, og den byrde
lagt på det, selv at måtte afgøre, om han vil være menneske eller
u-menneske -- om han vil realisere sin bestemmelse eller tværtom
sabotere den.
Gud ønsket ikke, at mennesket skal være som en marionet, en ledde-
dukke som pinlig nøjaktig og fuldstændig mekanisk reagerer på hans
fingres mindste vink. Gud ønsker derimod, at han skal være som et
levende menneske, der har evnen til at give ham sit hjerte, men
også formår at rejse sig imod ham som rebel og som Prometheus kaste
sine ophævelser for fødderne av ham.
Det er altså bagsiden af, at Gud er nådig nok og stor nok til at
række mennesket frihedens gave. Nu tager han med i købet, at dette
menneske også anvender friheden mod ham og altså tager beslutningen
at gå imod ham.

Mon vi kan overse rækkevidden af det? Hvis det næmlig er sådan, da
er de forskellige menneskelige verdensanskuelser, alt overtroisk
tøjeri som vårt hjerte frembringer, endda til ateisme, kristendoms-
fjendskab og nihilisme, muligheder, som Gud selv har stillet til
rådighed. Da har Gud givet mig friheden til virkelig at sige mig
løs fra ham og drage bort til det fremmede land - ligesom faderen
i lignelsen om den fortabte søn gør det (Lukas 15).

Sådan er det jo også ellers i livet: Hvis jeg indrømmer et andet
menneske - mit barn eller min underordnede -- bestemte friheder,
hvis jeg giver en medarbeider prokura, ret til at træffe bestemte
afgørelser, så har jeg i tilsvarende grad begrænset min egen frihed.
Jeg gør mig jo afhængig af, hvad den anden tager sig til med sin
frihed.
Her begynder i grunden Guds lidelse, som når sit højdepunkt på
Golgatha. Gud lider under konsekvenserne af sin egen godhed, han
lider under det som menneskerne gør med hans gaver.
Det er hemmeligheden om den lidende Gud, som står bag alle kristne
vidnesbyrd.

Det kommer jeg altid til at tænke på, når jeg hører spørgsmålet:
Hvordan kan Gud tillade --?
Endnu lyder det i mit øre, hvordan det spørgsmål under bombekrigen
ofte blev stillet mig i dyb bedrøvelse, eller også tidt frækt og
hånende. Et flammehav buldrede over byen. Mennesker løb som levende
fakler over gaden. Børnene kvaltes i kældrene. Flygtningeskibet
'Gustloff' sank med tusinder om bord. Dresden gik under i gru og
dødsangst. Hele tiden kom stensikkert dette spørgsmål: Hvordan kan
Gud tillade det?

Har vi mon nogen sinde overvejet, at alle den slags heksesabbater
var og er udtryksformer for, hvordan mennesket mishandler frihedens
gave --
og det vil de atomkatastrofer som muligvis kommer, også være.

Har vi tænkt over, at det hele er fuldmagter, der blev misbrugt?
Det er faderens kapital, som blev sat over styr -- intet andet end
Guds gave, der blev vanæret. ..

"Hvorfor giver Gud tyrannerne og menneskehedens store plageånder
frit spil -- hvorfor slår han dem ikke ihjel?"
Men, som kriminalforfatterinden Dorothy Sayers siger, det ville
egentlig være et temmelig fjærntliggende spørgsmål:
Hvorfor, kære frue, har han ikke slået Dem med stumhed og ånds-
svaghed, inden De i forgårs fik sat denne ubegrundede, uvenlige
bagtalelse i cirkulation? Hvorfor lod han ikke Deres hånd rådne
bort, min herre, før De lagde navn til dette lille, snavsede
bedrag? .. Er Deres og mine misgerninger monstro mindre hæslige,
fordi vor mulighed for at skade er mindre iøjnefaldende ?

. . .

_

_

('Menneskelivets Mening' av H.Thielicke,
Jespersen og Pios forlag, København 1968
etter 'Wie de Welt begann')

"Verden er en evig karikatur af hvad den burde være"