Bokelskere.no

..lyder beretningen om Kain og Abel på
'en kort fremstilling af ateismens historie',

intet mindre.

Midt i kulten, i gudstjenesten er opsætsigheten der allerede,
blot endnu skjult under en liturgisk maske og under kristelige
lader.

Ateismen begynder allerede i altrenes kraftfelt. Den er allerede
ved at spire, da Kain ikke venter andet af Gud - og ikke vil
tillade ham andet end at velsigne ham selv og udelukke hans
konkurrent Abel.
Det camouflerende slør glider dog snart af, og den frække,
utilslørede gudsfornægtelse kommer for lyset.

Står vi ikke midt i denne Kains-historie i dag? Endnu har vi
jo altrene hos os. Vi døber, vier og konfirmerer.
Det religiøse ceremoniel foregår, ved livets høidepunkter
har vi behov for ornat og pibekrave, som man bruger laurbær-
træer og røde løbere.
Mon vi egentlig hører budskabet, eller er det bare den folke-
kirkelige trummelum, der skal holdes gående?

Vi taler om "det kristne Vesten" - kan man holde ud at høre
det mere? -- og mener jo bare en modparole til de ideologiske
diktaturers propagandistiske slagord.

Man taler om trosfrihed og samvittighedsfrihed -- og mener jo
bare at bli ladt i fred, så man kan gøre hvad man vil.

Mon ikke denne nihilistiske undergravningsvirksomhed inden
kristenheden er et gigantisk stillads, hvorfra der lyder en
hamren og banken, her foretages ombygninger? Mon ikke den
forvandlede Kain pludselig kommer frem, den Kain, der lige til
for nylig tjente foran alteret, anmeldte barnedåb hos præsten
og betalte kirkeskat, og nu pludselig bærer emblemer af en
ganske anden art, taler om "opium for folket" og "livet, som
ikke er værd at leve" og endda sætter en smule gudløshets-
propaganda i scene?

Ustanseligt hører jeg banken og hamren inde fra stilladset,
nat og dag -- hvad vil jeg komme til at se, mår en skønne dag
det stillads bliver revet ned, som endnu er smykket med kirke-
faner og fromme symboler.
Vi mener - som Kain gjorde - at det må være tilstrækkeligt at
lægge noget i offerbøssen og at betale kirkeskat.
Og alligevel lyder det allerede nu: Vejet, vejet og fundet
for let:

Vi kredser stadigvæk om mennesket. Å ja, ordet 'Humanitet'
skrives hos os med stort. Men vi har glemt at mennesket kun
er os helligt, først da bliver vor næste, når vi bliver klar
over at han er Guds ejendom, og at Jesus Kristus døde for ham.
Ellers bliver han reduceret til at være en arbejdskraft,
en funktion.
Fællesskabet bliver i sidste ende til et sjælløst kollektiv.

Vi taler også meget om frihed. Den er vor stolthed, thi vi
er jo det berømte "frie Vesten".
Men er denne frihed for os andet end friheden til at tillade sig
en levestandard? Hører frihed ikke, tillige med køleskab og
fjernsyn til den vestlige komforts forbrugsgoder, som man
forbruger og slider op?
Vi er blevet konsumenter af frihed.
Producerer vi den egentlig stadig i vort liv?
Men kan man producere noget, hvis man ikke længere modtager
forsyninger?

Vi er bare ved at slide en kristen tradition op, som er ved at
løbe ud.
Motoren er ude af funktion, men svinghjulet roterer endnu et
stykke tid videre. Dog går det hele tiden langsommere.

Helt andre magters motorer larmer allerede, og de bringer en
ny form for dynamik.
_

Ja, det er en kort fremstilling av ateismen, som beretningen
om Kain indeholder, og det er vor egen historie.

Vi klarer os ikke længere igennem med Vestens vanekristendom.
Denne er bare den sum af misforståelser, som har dannet sig om
Jesus Kristus. Under dække av sådanne misforståelser hamres
og bankes der; det bygges om der inde.

Kun den, der drikker af det evige ords kilde, kan bevare sin
sundhed.
Men man dør af den konventionelle kristendoms udtørring.

Den som bare "står på det kristne standpunkt", bliver
vejret hen. Kun den som tror, har blivende sted.

Kun den, som kender ham der har købt dig og mig og os alle dyrt,
forbarmer sig over sin broder og genkender den nøgne, frysende
Frelser i sin næste.
Kun den, som følger Jesus efter, bliver angsten kvit. Den som
prøver på det uden ham, fortrænger den bare.

Den, som ikke genkender denne Frelser, kommer ud på et skråplan
som gør et 'materiale' ud af mennesket
og får en farce ud av ordet humanitet.

Det skråplan, der fører fra diviniteten via humaniteten
til bestialiteten.

"Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!"

Herrens tårer: de udgydes over Kain i os, over den intetanende
by og over den hamren og banken, som han hører inde fra stilladset.

_

_

('Menneskelivets Mening' av H.Thielicke,
Jespersen og Pios forlag, København 1968
etter 'Wie de Welt begann')

"Verden er en evig karikatur af hvad den burde være"

(Marcel Achard, sit. forordsvis av Thielicke)