Bokelskere.no

Men vi fik intet at spise, af og til følte jeg, mens jeg stod på ladet kilet ind mellem de andre fanger, på mine ribben og mine hofteknogler, der endelig ragede langt frem fra kroppen, som jeg altid havde ønsket mig.

Jeg tænkte på Christopher og på at jeg altid havde syntes jeg var for fed, og jeg var lykkelig over endelig seriously at tabe i vægt. Det var jo aldrig lykkedes for mig; måske havde jeg før i tiden vært i stand til at tabe en, to kilo, men nu havde jeg da mindst tabt ti eller tolv. Heldigvis.