Jo mindre nokon av oss snakka, jo høgare blei terskelen for å opne munnen og seie noko, jo vanskelegare å trekke pusten, alle tilløp til tankar og formidle hamna i den indre avfallskverna. Slik hadde det alltid vore, med alle, alt eg vurderte å seie høgt, blei først avspelt inni meg, alt verka som parodiar på korleis folk i den verkelege verda snakka, optimistiske forsøk på å snakke normalt og spontant. Inni han var det kanskje berre roleg sjø.

Godt sagt! (3) Varsle Svar

Sist sett

Harald KPiippokattaSolveigAnn ChristinmgeSilje-Vera Wiik ValeMonica CarlsenCathrine PedersenTonesen81Tove Obrestad WøienKirsten LundPia Lise SelnesMorten MüllerNorahMarenRolf IngemundsengretemorPi_MesonEli HagelundJoannStig TPirelliNikkaHanne Kvernmo RyeLeseberta_23Turid Kalvatn SchøyenGodemineRandiHilde H HelsethWilliam BillisonsiljehusmorCamillaDemeterEmil ChristiansenReadninggirl30KristofferIngeborgSigrid NygaardNils Pharosomniferum