Den anden side af forslaget er den at stemmeretten skal udvides også til foreningens kvindelige medlemmer. Dette forslag, som jeg havde tænkt at alle vilde samle sig om, er bleven mødt på en måde, som både har overrasket mig, og, jeg vil tilføje det, oprørt mig. Nå, det er ikke første gang, at damernes stilling i foreningen har vakt røre i den skandinaviske lejr. Da foreningens love blev vedtagne i 1860, så indtog man vistnok en bestemmelse om at damer havde adgang; men det var en stiltiende forudsætning både hos de skandinaviske herrer og hos de skandinaviske damer i Rom at denne bestemmelse kun var at betragte som et tomt bogstav; i lange tider voved ingen dame at sætte sin fod i foreningens lokale; og ingen af herrene drømte om at nogen dame nogensinde skulde vove det. Da gik en dag, formodentlig da ingen var tilstede, to modige damer herop, planted en fane i salen og afgav en erklæring om at de betragted sig som medlemmer af foreningen. Dengang opstod der mellem herrerne et røre omtrent som nu. Men de to damer holdt ord; de kom her; de lod sig ikke fordrive; tvertimod, de drog andre damer efter sig, og inden nogen tid havde man vænnet sig til dem. Er der nu nogen, som vilde ønske damerne borte fra foreningen?