Høgsong
Når dagen gjev seg kvell'n i vald, og somnar,
da vaknar det ei uro i mi lyst.
Eg dyrkar deg i stille elskhugstunder.
Eg elskar dine augo, og ditt bryst.
Eg stormar gjenom skog og grøne engjer,
vil møte deg i kveld og vera fyrst
te drikke dine fulle, raude lippor
og krevje deg og kviskre: Eg er tyrst.
Eg drøymer søtt i angen av din lekam,
det syd og susar i mitt tunge blod.
Eg tilbed reine rosaraude nattkjol,
som gøymer holde for mitt unge mod.
Eg elskar deg, er ordi i mi andakt.
Og tilbed kvar ei rørsle som du gjer.
Mitt hjarta dyrkar deg som ei madonna
og ligg på kne for den som er meg kjær.
Når hjarta drøyper blod i lengtingsstunder,
da vaknar det ein gråe i mitt bryst.
Eg elskar deg. Og kjenner eg går under
i eit hav av elskhug og av lyst.