Bokelskere.no

Man søger at gøre mig ansvarlig for de meninger, som enkelte af dramaets [dvs. Gengangeres] personer udtaler. Og dog findes der i hele bogen ikke en eneste mening, ikke en eneste ytring, som står der for forfatterens regning. Det vogtede jeg mig vel for. Den methode, den art af teknik, som ligger til grund for bogens form, forbød ganske af sig selv at forfatteren kom tilsyne i replikkerne. Min hensigt var at fremkalde hos læseren det indtryk, at han under læsningen oplevede et stykke virkelighed. Men intet vilde i højere grad modarbejde denne hensigt end at indlægge forfattermeninger i dialogen. Og tror man da ikke hjemme, at jeg besidder så megen dramaturgisk kritik, at jeg skulde indsé dette? Jo, jeg har indsét det, og jeg har handlet derefter. I intet af mine skuespil er forfatteren så udenforstående, så absolut fraværende, som i dette sidste.
Så har man sagt, at bogen forkynder nihilisme. Ingenlunde. Den befatter sig ikke med at forkynde nogetsomhelst. Den peger kun hen på at der gærer nihilisme under overfladen, hjemme som andetsteds. Og således må det nødvendigvis være. En pastor Manders vil altid ægge en eller anden fru Alving frem. Og just fordi hun er kvinde vil hun, når hun engang er begyndt, gå til de yderste yderligheder.