Denne overveldende illuderende virkning, som de store diktere kan naa paa hver sin maate, opnaar Hamsun næsten utelukkende ved at han forstaar som ingen anden at suggerere gjennem sit sprog; det er neppe nogen i vor hele litteratur, som saaledes har kunnet og villet, lagt sig efter at utnytte alle sprogets dulgte og underfundige muligheter til at anskueliggjøre og derved vække illusion; det smelder som skud, det skingrer som hammerslag mot jernplater, det hvisler som vindens sus i løvet: og han lar det virke direkte, gaar sjælden omveien gjennem billeder, beskrivelser, andres direkte tale, det er altid hans egen røst vi hører.
(Hans Aanrud,, Lørdags-Aftenposten, 1. oktober 1927)