Dér sad han og læste sine sommerbøger - de Naturevangelier, hvortil han altid vendte tilbage i Solskin og mellem grønne Planter. Dér læste han Shelley og dér Novalis - de to store moderne Mystikere, som bag alle Ting fornemmer det evige Ene, og for hvem den jordiske Skønhed er Aabenbaringen af en hinsides Herlighed. Og hans Hjærte drak deres Sjæles Henrykkelse og blev fyldt af deres Følelsers Vin. Siddende midt mellem Sommerens mangfoldige Væsner og de levende Tings tusind mumlende Stemmer var det, som fornam han Evighedens Hvisken om sig. Bag Tingenes Farver og Former skimtede han et hvidt og forskelsløst Lys - et Lys, som det vilde være Salighed at dykke sig i og at gennomsvæve paa evige Vinger.