Det var i 1856, og Studentertoget til Upsala skulde gå for sig. Det havde kostet mig Möie nok at få Lov til at være med om den Ting, så meget mere, som jeg just på den Tid, det blev bestemt, til stor Forargelse for en hel Del uvedkommende Slægt og Venner havde fået sat igjennem min Beslutning at forlade Brödstudiets sikre, magelige og macadamiserede Vei, der förer til mindre vel aflagte Embeder, til tarvelig Familieforsörgelse, og hvis man ikke dör i Forveien, til en Pensionering, både med Hensyn til Fædrelandet, Kommunen og Binæring af et velvilligt og gavmildt Storthing kjærligen belyses og glimrende belönnes.
Dette lange Perspektiv, med endel andre indbydende små Sideudsigter, som f. Ex. haud til Examen, en lang Forlovelse, en Distriktslægepost i Nordland, en Skibspart for sine sammensparede Skillinger, Polskpas med Lensmanden, Præsten og Landhandleren, megen Toddy og Drukning på Söen i Embeds Medför, var jeg tilböielig til at opgive for en så usikker Fremtid som at - blive Maler! Latterlig!