Han visste at han ikkje var nokon stor fotograf, men han sette æra si i å gjøre folk vakre. Han var dyktig til å gjøre folk meir attraktive enn dei i realiteten var. Fotografar kunne snakke om den avgjørande augneblinken så mykje dei bare orka, om korleis dei fanga sjela til objektet, om evna til å gripe sanninga eller visualisere ei innsikt. Det var noko piss. Folk ville ikkje ha sanninga hengande på veggen heime, dei ville ha noko dei kunne leve med.