MØDE I TÅGEN
Mens den fjogede, tågede gråvejrsdag dør
i sin fjumsede, grumsede gravstedskulør,
går jeg tur gjennem tågen og grået
i det trodsige, gråssige genferdshumør,
hvor der ikke er noget ved noget.
Men med ét går den tonløse tomhed i skred
ved en vandrende piges tilfældig fjed,
og jeg står og har følt og forstået
dette ingenting, som der er alting ved,
skønt der ikke er noget ved noget.