Da Majoren den Dag red hjem, havde hans Anskuelse om Birgitte Amalie Steen forandret sig ganske. Han huskede hende, som sagt, slet ikke længere, som hun havde været for tredve Aar siden. Hun var jo tyk som en Tønne; hun glinsede ligefrem i Fedt, og hennes Øine stod langt frem i Hodet. Desuden havde hun tre Tvehager, den ene under den anden.