Det var lyset, som blev Krøyers ledetråd gennem tilværelsen. Det var lyset, der definerede rummet og gav substans til de figurer, der var i det. Det var kyset, hvis glans og reflekser gjorde motivet troværdigt. Der fandets ingen sansning, som ikke var bundet til et bestemt lys, betinget af det eller farvet af det. Og Krøyer fulgte lyset fra mørket og ud i dagens blændende virkelighed.