Hans voldsomme sindsbevægelse løper av med ham. Han river med et rykk en håndfuld blade av sin datokalender på væggen og sætter sig en uke for langt frem i tiden. Han indbilder sig at han er glad for noget, henrykt over al måte, han vil nyte denne stund, han vil tænde sig en pipe, sætte sig i stolen og gotte sig. Pipen er ganske i ustand, han leter forgjæves etter en kniv, en kradser, og rykker plutselig den ene viser av klokken i kroken til å renske pipen med. Denne ødelægglese gjør ham godt å se på. Den får ham til å le i sit indre og han speider omkring efter mer som han kunde bringe i uorden. Tiden går.

Jeg vet ikke om de interesserer dem videre for trær? Det er besynderlig, men jeg føler mig i et hemmelighetsfuldt slægtskap med hvert træ i skogen. Det er som jeg har tilhørt skogen engang; når jeg står her og ser mig om farer liksom en erindring gjennem mit hele menneske.

De virker, om jeg så må si, i stumhet, Det er et gjennemført prinsip hos Dem at De aldrig påkalder noget hos nogen. De oppnår allikevel alt hvad De vil oppnå, men De har ikke selv åpnet munden. De er absolut uangripelig.

Tvi. Ta hvilkensomhelst av de socialistiske førere, hvad var det for slags folk? Lurvete og magre fyrer som sat i sin træstol på kvisten og skrev avhandlinger til verdens forbedring. De kunde være bra folk naturligvis, hvem kunde si andet om Karl Marx? Men der sat han nu allikevel denne Marx`en og skriblet fattigdommen ut av verden - teoretisk. Hans hode har uttænkt hver art av armod, hver grad av elendighet, hans hjærne rummer al menneskehetens lidelse. Så dypper han pennen og er brændende i ånden og skriver den ene siden efter den andre, fylder store ark med tal, tar fra den rike og gir til den fattige, fordeler summer, omkalfatrer hele jordens økonomi, slynger milliarder utover de forbausede fattigfolk - altsammen vitenskapelig, altsammen teoretisk. Og så til syvende og sist viser det sig at man i enfoldighet er gåt ut fra et grundfalskt princip: menneskenes likhet! Tvi.

Han var i en gåtefuld tilstand fyldt av psykisk behag, hver nerve i ham var våken, han fornam musik i sit blod, følte sig beslægtet med hele naturen, med solen og fjældene og alt andet, kjendte sig omsuset av sin egen jegfølelse fra trær og tuver og strå. Hans sjæl blev stor og fuldtonende som et orgel inde i ham og aldrig glemte han hvorledes den milde musik likefrem gled op og ned i hans blod.

Stemmen er et farlig apparat. Forstå mig ret: jeg mener ikke netop stemmens materielle lyd, den kan være høi eller lav, klangfuld eller rå, jeg mener ikke det stemmestoflige, tonetilværelsen, nei jeg holder meg til mysteriet bak den, den verden som den utgår fra.

Ola Nordistuen har intet annet å gjøre i denne verden enn å gå og blåvente på å dø, det vil si komme seg vekk jo før jo heller. Ola Nordistuen er til for å gjødsle jorden, han er den soldat som Napoleon rir over med skodd hest, Det er Ola Nordistuen- såmeget De vet Det! Ola Nordistuen er fan danse meg ikke en begynnelse engang, enn si resultat av noe; han er ikke et komma i den store bok, men en flekk i papiret. Det er Ola Nordistuen...

Hvad det kommer an på er å påvirke og opdrage magten, de utvalgte og overlegne, herremenneskene, de store, Kaifas, Pilatus og keiseren. Hvad hjalp det at jeg gjorde bevægelse blandt pakket når jeg allikevel overantvordedes til korset? Man kan gjøre pakket så talrikt at det kan rive til sig et stykke herredømme på neglene; man kan gi det en slagterkniv ihænde og byde det at stinge og sprætte og man kan æsel-drive det frem til å vinde overtak i en votering; men vinde seir, vinde i åndelig grundværdi, vinde verden et hanefjed frem i utbytte, - nei det kan det ikke, det kan ikke pakket.

Doktoren var venstremann og radikaler, hadde vært det siden han fikk litt forstand.

Det var viljen, det var troen og dispositionen det kom an på hos patienten. Men doktorerne måtte ikke pakke sammen de heller, de hadde sin menighet, sine troende de også, de hadde de dannede mennesker, og de dannede mennesker helbrededes ved mikstur, mens kjætterne, menigmand, helbrededes ved jærnringer, brændte mandben og kirkegårdsmuld.