Der fødtes af hans Sjæls Krypter en Sørgmodighed, saa han var nær ved at græde. En Sørgmodighed som af Tusmørke over øde, regnvaade Landeveje, og af Skumring over golde, graa, uendelige Havflader med trøstesløse Horisonter. Det var, som om alle ensomme, forladte Steder over den hele, mørknende Jord udaandede deres Ensomhed og Forladthed i hans Hjærte.

Ja, til at se paa er Livet godt, naar man kan nøjes med det, svarede Oluf. Men til at leve? Hvor er dets Temaer faa, hvor er dets Repertoire hurtigt spillet til Ende! At vokse og længes, at lide og sukke, at elske og avle, at opdrage Børn og dø - mere er der ikke. Og det kalder vi Livet - udenfor det føler vi oss forstødte og landsforviste - ved dets lukkede Porte sidder vore dybeste Længsler, vor bedste Attraa og banker paa med grædende Taarer og beder saa mindeligt om at blive lukket ind ...

Det var en af de Aftener, da Afgrundens Fyrste usynlig gaar gennom de elektrisk oplyste Gader og saaer den Sæd, hvis Frugt er Synd.

Dér sad han og læste sine sommerbøger - de Naturevangelier, hvortil han altid vendte tilbage i Solskin og mellem grønne Planter. Dér læste han Shelley og dér Novalis - de to store moderne Mystikere, som bag alle Ting fornemmer det evige Ene, og for hvem den jordiske Skønhed er Aabenbaringen af en hinsides Herlighed. Og hans Hjærte drak deres Sjæles Henrykkelse og blev fyldt af deres Følelsers Vin. Siddende midt mellem Sommerens mangfoldige Væsner og de levende Tings tusind mumlende Stemmer var det, som fornam han Evighedens Hvisken om sig. Bag Tingenes Farver og Former skimtede han et hvidt og forskelsløst Lys - et Lys, som det vilde være Salighed at dykke sig i og at gennomsvæve paa evige Vinger.