Denne fortellingen fra 1877 er lang nok til å fylle en liten bok. Den har undertittelen «Fra en bygdelæge til en ven» og er skrevet som et slags langt brev hvor jeg-personen forteller sin historie. Denne stilen gjør fortellingen mer lettlest enn Elsters senere og større bøker (Tora Trondal og Farlige folk), og den inneholder noen av de vakreste skildringer av opplevd kjærlighet jeg har lest. I alle Elsters bøker er betydningen av å være sann og ekte svært viktig. I de senere bøkene gjelder dette særlig overfor egne holdninger og overbevisninger, mens her er det mer psykologisk, - det handler om å være tro mot sin egen personlighet. Her går skillet mellom de tilstedeværende og handlekraftige og de lengtende og drømmende. Det er interessant å se hvordan kvinneskikkelsene til Elster har en tendens til å være sterke og sanne, mens mennene er mer betraktende og intellektuelle, - så også her. Men det bølger frem og tilbake ettersom historien vokser frem.

Elster var fra Førde, et sted han elsket, og boken inneholder mange fine skildringer fra Vestlandet. Til ære for vestlendingene legger jeg inn dette sitatet hvor hovedpersonen på slutten av boken sitter i en flat og grankledd østlandsbygd og skriver:
Jeg længes stundom, saa det suger i Brystet, saa mit Blod bliver feberhedt efter disse vestlige Egnes fugtige Luft og den dejlige sommerlige Duft af vaade Træer og vaadt Græs. Jeg længes efter vilde skummende Elve, efter fint friskgrønt Græs, efter sorte Furuskove, efter de smaa hvide Huse med Haver og de graa Stuer inde i Dalene. Jeg længes efter høje Fjelde med Sne paa Toppen, efter Lugten af Sø, efter Lyden af lange, svagt aandende Sommerbølger og efter Synet af vuggende Skuder, efter store Pakboder med Tønder, efter Tale om Sild og Sejlads. Jeg længes efter et trangt Himmelfelt og glødende Solfaldsfarver, ja, jeg tror endog jeg længes efter Hytternes Røglugt, de smaa Kirker og den gammeldags Salmesang.