O sene Efteraar, O Vinter med vaade Veje,
nu rinder min Sjæl i Fred som en Flod, der fandt sit Leje.
Jeg elsker dette Mørke, denne Aarstids Graavejrstaager,
hvor som en Sjæl i Graven mit ensomme Hjærte vaager.

Henover den store Slette blæser de vaade Vinde,
i lange Nætter hviner Taarnfløjen fra Husets Tinde;
fjærnt fra en Tid, da det sang og blomstrede alle vegne,
flakker min Sjæl som en Ravn under Himle, der evigt regne.

Intet er mere kært for en Sjæl, der af Uhygge gyser,
og som bitre Aar har hærget med Rimfrost og sviende Kulde,
end at vandre ene i Natten, mens ingen Maane lyser.

Intet er mere kært end Vinterens vaade Veje -
at vandre dèr alene - eller at finde den fulde
Glemsel af alle Ting paa et tilfældigt Leje.

(Charles Baudelaire - Brumes et Pluies / Mist and Rain)