Omtale fra forlaget
Hovedtyngden av tekstene i dette bindet er fra 1850 til 1863. Det dreier seg om en rekke kortere eller lengre artikler, trykt i ulike aviser og periodiske publikasjoner. Det kan være humoristiske stortingsreferater, tekster om litteratur og teater, litterære anmeldelser, en del tekster med skjønlitterært preg, naturskildringer og taler.
Forlag Aschehoug Universitetet i Oslo
Utgivelsesår 2010
Format Innbundet
ISBN13 9788203198267
EAN 9788203198267
Serie Ibsen, H. Skrifter 1-17. Bindene selges enkeltvis (16)
Språk Bokmål
Utgave 1
Finner du ikke ditt favorittbibliotek på lista? Send oss e-post til admin@bokelskere.no med navn på biblioteket og fylket det ligger i. Kanskje vi kan legge det til!
Ingen diskusjoner ennå.
Start en diskusjon om verket Se alle diskusjoner om verketDet er efter 11 Aars Fraværelse, at jeg for en 8 Dages Tid siden kom hjem igjen til Norge.
I disse 8 Dage i Hjemmet har jeg følt mer Livsglæde end i alle de 11 Aar udenlands.
Jeg har forefundet umaadelige Fremskrift paa de fleste Omraader, og jeg har set, at det Folk, jeg nærmest tilhører, nu er rykket det øvrige Europa betydelig nærmere end før.
Men Besøget i Hjemmet har ogsaa beredt mig Skuffelser. Jeg ha erfaret, at de uundværligste individuelle Rettigheder endnu ikke er saaledes betryggede, som jeg trodde, jeg turde haabe og vente det under den nye Statsskik.
Et Flertal af de styrende indrømmer ikke den enkelte verken Troesfrihed eller Ytringsfrihed udenfor en vilkaarlig fastsat Grænse.
Her er altsaa endnu meget at gjøre, før vi kan siges at have naaet frem til virkelig Frihed. Men vort nuværende Demokrati vil neppe magte at løse de Opgaver. Der maa komme et adeligt Element ind i vort Statsliv, i vor Styrelse, i vor Repræsentation og i vor Presse.
Jeg tænker naturligvis ikke paa Fødelsens Adel og heller ikke paa Pengenes, ikke paa Kundskabens Adel og ikke engang paa Evnernes eller paa Begavelsens. Men jeg tænker paa Karakterens, paa Sindets og paa Viljens Adel.
Den alene er det, som kan frigjøre os.
Dette Adelskab, som jeg haaber at vort Folk skal forlenes med, det vil komme til os fra to Kanter. Det vil komme til os fra to Grupper, som endnu ikke har taget nogen ubodelig Skade under Partitrykket. Det vil komme til os med vore Kvinder og med vore Arbeidere.
Den Omformning af Samfundsforholdene, som nu forberedes ude i Europa, den beskjæfttiger sig væsentlig med Arbeiderens og Kvindens fremtidige Stilling.
Den er det, jeg haaber paa og venter paa og vil virke for, alt, hvad jeg kan.
Men disse spredte Antydninger tillader jeg mig at frembære min hjerteligste Tak for den Ære og Glæde, som Trondhjems Arbeiderforenign iaften har beredt mig. Og idet jeg frembærer min tak, udbringer jeg et Leve for Arbeiderstanden og for dens Fremtid!
Og ferier har jeg egentlig aldrig havt siden jeg for 34 år siden forlod Norge. Jeg synes, jeg kan trænge til det nu.
[...]
Men denne indre, virkelige lykke, – den er ikke noget fund; ikke nogen gave. Den må erhverves for en pris, som ofte kan føles trykkende nok. For det er sagen: at den,som har vundet sig et hjem ude i de mange lande, – han føler sig sine inderste dybder ingen steds helt hjemme, – neppe nok i selve fødelandet.
Jeg vilde ikke bry mig om at existere, naar jeg ingen Modstandere havde; da var der ikke mere at gjøre for mig. At sætte Aanderne i Bevægelse er for mig Hovedsagen; jeg søger ikke Succes, jeg vil Opposition, da er det dog noget at bane Vej for.
Og hvad er det så, jeg har gennemlevet og digtet på? Området har været stort. Dels har jeg digtet på det, der kun glimtvis og i mine bedste timer har rørt sig levende, som stort og skønt i mig. Jeg har digtet på det, der så at sige har stået højere end mit daglige jeg, og jeg har digtet på dette for at fæstne det ligeoverfor og i mig selv.
Men jeg har også digtet på det modsatte, på det, der for den indadvendte betragtning kommer
tilsyne som slagger og bundfald af ens eget væsen. I dette tilfælde har det at digte været mig som et bad, hvoraf jeg har følt mig at udgå renere, sundere og friere. Ja, mine herrer, ingen kan digterisk fremstille det, hvortil han ikke til en viss grad og ialfald til enkelte tider har modellen i sig selv. Og hvo er den mand iblandt os, der ikke nu og da har følt og erkendt i sig en modsigelse imellem ord og handling, imellem vilje og opgave, imellem liv og lære
overhovedet? Eller hvo er den iblandt os, der ikke, ialfald i enkelte tilfælde, egoistisk har været sig selv nok, og halvt anende, halvt i god tro, har besmykket dette forhold både for andre og for sig selv?
Jeg er ikke Medlem af Kvindesagsforeningen. Alt, hvad jeg har digtet, har ikke været ud af nogen bevidst Tendens. Jeg har været mere Digter, mindre Social-Filosof, end man i Almindelighed synes tilbøielig til at tro. Jeg takker for Skaalen, men maa fralægge mig den Ære bevidst at skulle have virket for Kvindesagen. Jeg er ikke engang paa det Rene med, hvad Kvindesag egentlig er. For mig har det staaet som en Menneskesag. Og læser man mine Bøger opmærksomt, vil man forstaa det. Det er nok ønskeligt at løse Kvindespørgsmaalet, saadan ved Siden af; men det har ikke været hele Hensigten. Min Opgave har været Menneskeskildring. Men vistnok er det saa, at naar den er nogenlunde rammende, saa lægger Læseren sine egne Følelser og Stemninger ind. Man tilskriver Digteren det; men nei, det er ikke saa; man digter det smukt og fint om, hver efter sin Personlighed. Ikke alene de, som skriver, ogsaa de, som læser, digter; de er meddigtende; de er mangen Gang mere poesifulde end Digteren selv.
Jeg vil tillade mig med Modification at takke for den Skaal, som er rettet til mig. Thi det ser jeg jo, at Kvinderne har en stor Opgave paa de særlige Omraader, som denne Forening virker for. Jeg vil udbringe en Takkeskaal til Kvindesagsforeningen og ønske den Held og Fremgang.
For mig har det altid staaet som en Opgave at løfte Landet og give Folket et høiere Stade. Under dette gjør sig to Faktorer gjældende: det staar til Mødrene ved anstrengt og langsomt Arbeide at vække en bevidst Følelse af Kultur og Disciplin. Dette maa skabes i Menneskene, før man kan hæve Folket videre. Det er Kvinderne, som skal løse Menneskespørgsmaalet. Som Mødre skal de det. Og kun da kan de det. Heri ligger en stor Opgave for Kvinderne. Tak og Skaal for Kvindesagsforeningen!
3 bokelskere følger dette verket.
Se alle bokelskere som følger dette verket