Legemlig befinder jeg mig udmærket vel, men mangen gang føler jeg mig i sindet trykket og nedstemt. Norge er ikke noget godt land at have til fædreland. Navnlig ikke om vinteren. Der kan være mørke og isnende dage iblandt, da jeg synes jeg ​befinder mig som en kaptejn Dreyfus, landsat på en arktisk djævleø. Isbjørne og eskimoer og hvalrosser er her jo nok af; men – men – men –! Nå, tilgiv mig, – jeg skulde ikke besvære Dem med disse uvedkommende ting. Men undertiden synes jeg at jeg må skrige. –

Min tid er kostbar og knap.
München, 31.3.1890.
Henrik Ibsen.

Og jeg må sige at Norge er et vanskeligt land at have til fædreland.

Den bevægelse, som 'Gengangere' har fremkaldt i Paris, var for mig særdeles tilfredsstillende,

München, den 18. August 1890.
Kære herr Brækstad,
Da ​en mig vedkommende korrespondence fra Berlin, optagen i ​Daily Cronicle for 13. August, på flere punkter forekommer mig egnet til at blive ​mistydet, hvilket også allerede er sket i nordiske blade, ønsker jeg ligeover for Dem og ​andre britiske venner at korrigere enkelte af de mig tillagte udtalelser. Det forekommer mig nemlig at mine ytringer ikke overalt i korrespondencen er gengivne med fuld tydelighed eller udførlighed.

Jeg har således ikke sagt at jeg aldrig har studeret det socialdemokratiske spørsmål. Dette spørsmål har jeg tvert imod, efter evne og lejlighed, og med levende interesse, søgt at sætte mig ind i. Men jeg har sagt at jeg aldrig har fundet tid til at studere den store omfattende literatur, der behandler ​de forskellige socialistiske systemer.

Når ​korrespondenten gengiver min ytring: at jeg ikke hørte til ​det socialdemokratiske parti, skulde jeg have ønsket at han ikke havde udeladt, hvad jeg udtrykkelig tilføjede, nemlig at jeg aldrig havde tilhørt og rimeligvis aldrig vilde komme til at tilhøre nogetsomhelst parti.

Det er nemlig blevet mig til en naturnødvendighed at operere ganske på egen hånd.

Korrespondentens ord om at jeg forundrede mig over at sé mit navn brugt som middel til udbredelse af socialdemokratiske læresætninger ​turde være særlig vildledende.

I virkeligheden udtalte jeg kun min forundring over at jeg, der havde sat mig til hovedsagelig opgave at skildre menneskekarakterer og menneskeskæbner, på visse punkter, – uden bevidst og direkte at have tilsigtet det; – var ​kommen til ​samme resultat som de socialdemokratiske moralfilosofer gennem videnskabelig forskning.

Denne min forundring – og jeg kan her tilføje: tilfredsstillelse – udtalte jeg foranlediget af korrespondentens beretning om et eller flere ​i London holdte foredrag, der efter hans opgivende væsentlig havde handlet om «Et dukkehjem».

Foranstående er i korthed hvad jeg gerne vilde have klargjort for britiske venner og meningsbeslægtede. Jeg beder Dem derfor om godhedsfuldt at ville gøre den ​brug af mit brev, som De måtte finde tjenligst til øjemedets opnåelse.

Deres hengivne og forbundne
Henrik Ibsen.