PROFESSOR RUBEK atter alvorlig
Det var det, at hele dette med kunstnerkald og med kunstnergerning - og sligt noget, - det begyndte at forekomme mig som noget så tomt og hult og intetsigende igrunden.

FRU MAJA
Hvad vilde du da sætte i stedet?

PROFESSOR RUBEK
Livet, Maja.

Fru Maja.
Hør bare, hvor lydløst her er.

Professor Rubek
(smiler overbærende).
Og det kan du høre?

Fru Maja.
Hvilket?

Professor Rubek.
Det lydløse?

Fru Maja.
Ja, det kan jeg da rigtignok.

Professor Rubek.
Nå, du har kanske ret, mein Kind. Man kan
virkelig høre lydløsheden.

Fru Maja.
Ja, det skal gud vide en kan. Når den er så
rent overvældende som her, så –

Så interessant - i norrønt tyder ljóð nettopp det som vi "høyrer" når alt er stille, altså fråveret av det som vi i dag kallar "lyd" ...

ELLA RENTHEIM
[...] Den store nådeløse synd, - det er at myrde kærlighedslivet i et menneske.

PROFESSOR RUBEK trodsende
Jeg er kunstner, irene. Og jeg skammer mig ikke over den skrøbelighed, som kansk\e klæber ved mig. For jeg er født til kunstner, sér du. - Og blir så aldrig andet end kunstner alligevel.

ERHART bukker let
Og hvad vil - hvad vil så far gøre?

BORKMAN
Oprejse mig selv, Begynde nedenfra igen. Det er bare gennem sin nutid og fremtid, at et menneske kan sone fortiden. Gennem arbejde, - gennem ustanselig arbejde for alt det, som i ungdommen stod for mig som selve livet. [...].