"Du som har båret alle vore sorger, Herre, vil du ikke også bære denne?"
"Jo, mitt barn, du behøver ikke, du kan ikke og du skal ikke selv bære verdens sorg."

"Men, Herre, jeg har set og hørt dette og det var så rædselsfuldt. Herre, hvorfor, hvorfor?"
"Jeg ser ned på menneskets vanskeligheter og sorger for at det hele skal overgives til mig. Kast alle jeres byrder på mig."

"Herre, giv mig så din Helligånd, at jeg kan bringe denne store sorg til dig og lade den blive hos dig." Så ble jeg rolig.

Gud gør ikke noget forkert. Det kan altsammen ligne et forvirret broderi, meningsløst og grimt. Men det er undersiden, man ser. En dag vil vi få retsiden at se, og vi skal blive forbavsede og taknemmelige.

Denne verdens forhold var med i Guds planer. Alt det som skete var ikke en fejltagelse. Gud tager ikke fejl.

Han ser på vanskelighederne og sorgerne og vil, at vi skal komme til ham med dem og overlade dem til ham, Det var den lektie, som jeg skulle lære her.

Jeg lærte også at bede. Bøn er at bringe alt det til Gud, som volder os besvær og bedrøver os. Det betyder at efterlade sine bekymringers byrde hos ham og gå videre uden dem,

Ugen før havde jeg talt med hende om Frelserens kjærlighet. "Du må give ham dit hjerte, for han bar også dine synder på korset."

"Ja," svarede hun, "men jeg har så lidt tro." "Så bed ligesom den dæmonbesatte drengs far: Herre, jeg tror, hjælp min vantro. Vi behøver ikke en stor tro, men tro på en stor Frelser."

Så smilede hun, og vi takkede Herren, fordi hans styrke blev fuldkommen i skrøbelighed.

Hvor er bønnens magt stor. Når vi venter meget af Herren, giver han os meget.

"Herre, velsign vort måltid i Jesu navn. Amen."

Hvor ofte havde jeg ikke bedt de ord uden at tænke over dem. Nu blev de særdeles virkelige. Hvis Guds velsignelse var over denne mad, ville der være tilstrækkeligt, og den ville også afholde mig fra at blive begærlig.

"Åh, Corrie, dette er helvede." "Gud har selv sagt: Jeg vil aldrig slippe dig eller forlade dig," svarede jeg hviskende.

Plutselig blev himmelen rød. Solen var endnu ikke stået op, men de skyer, som vinden drev frem foran sig, fangede dens stråler nede bag horisonten og kastede et rødt genskær hen over jorden. Selv mørke skyer, der bestråles af solen, spreder lys og farve over alt.

"Sådan vil lyset fra vor Frelser skinne på os her i Ravensbrück, og vi skal give dets skær videre," sagde jeg.

Jeg forstod ikke hvorledes. Men at tro er ikke at forstå.

"Det har ikke været en fejltagelse af Gud, at min livsvej kom til at gå over Ravensbrück. Her har jeg for første gang lært at bede riktigt. Elendigheten har lært mig, at livet aldrig bliver helt i orden, før man har overgivet det hele til Jesus.

Jeg har altid været temmelig from, men der har været forhold i mit liv, som Jesus var lukket ude fra. Nu er han Kongen i hver eneste lille del af min tilværelse."

Jeg har aldrig forstået livets alvor, før jeg kom hertil, sagde en anden. Når jeg bliver fri, skal mit liv blive anderledes end før. Jeg takker Gud, fordi han sendte mig til Ravensbrück.