Det mest rystende ord i historien om Syndfloden er uden tvivl dette:

Da angrede Herren, at han havde gjort menneskene

Hørte vi rigtigt?
Er Gud da ikke alvidende, så at han måtte kunde forudse den slags
brølere ved skabelsen, er han ikke mægtig nok til at forhindre dem?
Kan en Gud, der er nødt til at tilbagekalde, revidere og stille om,
længere være en Gud? Kompromitterer han ikke sin formentlige
guddommelighed? Eller bedre udtrykt, gør sådanne menneskelige,
ja, altfor menneskelige træk i gudsbilledet det ikke pinlig klart,
at det netop ikke kan hidrøre fra "åbenbaring", men at det her er
menneskelig digtning, der råder? I den digtning maler vi mennesker
billedet av Gud med os selv som model og projicerer dette portræt
af det lunefulde, usikre, fejlende og sig selv korrigerende menneske
op på Himlen? "Thi Gud er ikke et menneske, at han skulle angre!"

Derfor ville jeg gerne straks sætte en tese op mod dette, ligeså
beslutsomt: Det, som et øjeblik kan forekomme os at være
indskrænkethed, altfor uguddommeligt ved Gud, det er i virkeligheden
selve hans hjertes hemmelighed. Hvis vi ikke lærer at forstå det,
vil det som er revolutionerende nyt i evangeliet, blive ved at være
lukket for os, og vi hører ikke en eneste tone.

Først må vi derfor få klaring på ordet om Guds angren.
Af skabelseshistorien hører vi at Gud gav mennesket noget, der hedder
'frihed'. Han udmærkede os fremfor hvalerne, fuglene og elefanterne.
Ingen av dem kan jo bestemme sig for, om de vil være hvaler, fugle
eller elefanter. Men den chance er givet mennesket, og den byrde
lagt på det, selv at måtte afgøre, om han vil være menneske eller
u-menneske -- om han vil realisere sin bestemmelse eller tværtom
sabotere den.
Gud ønsket ikke, at mennesket skal være som en marionet, en ledde-
dukke som pinlig nøjaktig og fuldstændig mekanisk reagerer på hans
fingres mindste vink. Gud ønsker derimod, at han skal være som et
levende menneske, der har evnen til at give ham sit hjerte, men
også formår at rejse sig imod ham som rebel og som Prometheus kaste
sine ophævelser for fødderne av ham.
Det er altså bagsiden af, at Gud er nådig nok og stor nok til at
række mennesket frihedens gave. Nu tager han med i købet, at dette
menneske også anvender friheden mod ham og altså tager beslutningen
at gå imod ham.

Mon vi kan overse rækkevidden af det? Hvis det næmlig er sådan, da
er de forskellige menneskelige verdensanskuelser, alt overtroisk
tøjeri som vårt hjerte frembringer, endda til ateisme, kristendoms-
fjendskab og nihilisme, muligheder, som Gud selv har stillet til
rådighed. Da har Gud givet mig friheden til virkelig at sige mig
løs fra ham og drage bort til det fremmede land - ligesom faderen
i lignelsen om den fortabte søn gør det (Lukas 15).

Sådan er det jo også ellers i livet: Hvis jeg indrømmer et andet
menneske - mit barn eller min underordnede -- bestemte friheder,
hvis jeg giver en medarbeider prokura, ret til at træffe bestemte
afgørelser, så har jeg i tilsvarende grad begrænset min egen frihed.
Jeg gør mig jo afhængig af, hvad den anden tager sig til med sin
frihed.
Her begynder i grunden Guds lidelse, som når sit højdepunkt på
Golgatha. Gud lider under konsekvenserne af sin egen godhed, han
lider under det som menneskerne gør med hans gaver.
Det er hemmeligheden om den lidende Gud, som står bag alle kristne
vidnesbyrd.

Det kommer jeg altid til at tænke på, når jeg hører spørgsmålet:
Hvordan kan Gud tillade --?
Endnu lyder det i mit øre, hvordan det spørgsmål under bombekrigen
ofte blev stillet mig i dyb bedrøvelse, eller også tidt frækt og
hånende. Et flammehav buldrede over byen. Mennesker løb som levende
fakler over gaden. Børnene kvaltes i kældrene. Flygtningeskibet
'Gustloff' sank med tusinder om bord. Dresden gik under i gru og
dødsangst. Hele tiden kom stensikkert dette spørgsmål: Hvordan kan
Gud tillade det?

Har vi mon nogen sinde overvejet, at alle den slags heksesabbater
var og er udtryksformer for, hvordan mennesket mishandler frihedens
gave --
og det vil de atomkatastrofer som muligvis kommer, også være.

Har vi tænkt over, at det hele er fuldmagter, der blev misbrugt?
Det er faderens kapital, som blev sat over styr -- intet andet end
Guds gave, der blev vanæret. ..

"Hvorfor giver Gud tyrannerne og menneskehedens store plageånder
frit spil -- hvorfor slår han dem ikke ihjel?"
Men, som kriminalforfatterinden Dorothy Sayers siger, det ville
egentlig være et temmelig fjærntliggende spørgsmål:
Hvorfor, kære frue, har han ikke slået Dem med stumhed og ånds-
svaghed, inden De i forgårs fik sat denne ubegrundede, uvenlige
bagtalelse i cirkulation? Hvorfor lod han ikke Deres hånd rådne
bort, min herre, før De lagde navn til dette lille, snavsede
bedrag? .. Er Deres og mine misgerninger monstro mindre hæslige,
fordi vor mulighed for at skade er mindre iøjnefaldende ?

. . .

_

_

('Menneskelivets Mening' av H.Thielicke,
Jespersen og Pios forlag, København 1968
etter 'Wie de Welt begann')

"Verden er en evig karikatur af hvad den burde være"

Oprindelig havde hele menneskeheden ét tungemål og samme
sprog. Det, som bandt dem sammen, var engang stærkere end
det som adskilte. Sådan havde det været Guds mening med Verden
da han skabte den. Det er, som om harmonien i den oprindelige
skabning for et par sekunder hilste over til vor sønderrevne
verden og ville sige til den, hvordan det var, da mennesker og
dyr, skyer og stjerner endnu havde et midtpunkt som forbandt
dem, og som endnu i fælles pris, i sfærernes lovsang vendte sig
mod den som havde kaldt dem ind i tilværelsen.

Men nu toner der pludselig en ny og fremmed klang frem: Nu
ønsker mennesket at være sin egen herre. Havde Gud måske ikke
selv kaldt dem til herredømmet? Menneskenes reaktion lyder:
"Så vil vi også være herrer!"

Ikke som om mennesket ganske simpelt ville opsige Guds over-
herredømme. Som vi husker, ønsker Eva helt igennem stadig at
være en from dame, hun fører endda en religiøs diskussion med
Slangen om Gud. Selv Slangen opfører sig jo ved første øjekast
helt manerligt og vogter seg vel for at optræde som representant
for ateismen. Frafaldet foregår foreløbig helt hemmeligt,
millimeter for millimeter. Eva og Slangen udveksler blot
bemærkninger om det spørgsmål, om Gud virkelig har sagt dette
eller hint, om det så at sige er papirfæstet.
Det er et helt igennem seriøst emne, som holder sig til sagen.
Det bliver endda bragt på bane ved præstekonventer og på
kirkelige møder.
Sådan går det egentlig altid for sig, hvor en gudløshets-
bevægelse sætter ind.

Den fortabte søn lader det heller ikke på nogen måde komme til
skandale eller til et heftigt brud med hjemmet. ..
Men for hver eneste daler, som den fortabte søn tager op av
pungen, skrider han umærkeligt endnu en millimeter bort fra
sin faders vilje. Han havde noget helt andet for med sin søn.

Da Gud sagde til mennesket: Gør dig til herre over Jorden! så
havde han også tænkt sig noget andet med det. Gud havde
dermed villet sige til ham: I mit navn og som min stedfortræder
skal du forme skabningen. Du skal frembringe kultur med skrive-
kunst og læsning, videnskab og kunst; du skal regne det for en
gudstjeneste og samtidigt blive ved med at være sund og i orden
og holde dig nær den oprindelige kilde.

Det hele falder anderledes ud: "Det er mig, der er herre,"
tænker mennesket, "altså vil jeg ikke mere snuble over et
påstået højere væsens forbudsskilte. Jeg er fri - følgelig
kan jeg gøre, hvad jeg vil, prøve på hvor langt jeg kan gå.
Jeg råder over fornuft og intellekt, og jeg agter ikke længere
at lade mig føre i snor av normer og bestemmelser, som jeg ikke
selv kontrollerer. Med min åndelige rang kan man simpelthen ikke
vente av mig, at jeg skal tro på noget usikkert og binde mig til
bud, der hævdes at komme fra en Gud. Er jeg ikke autonom - -
er jeg måske ikke Homo sapiens?"

..hvad var det nu, han hed? Adam, Kain eller ... har han måske
mit eller dit navn? .. han prøver, hvor langt han kan anvende sin
Faders fuldmagter efter egen smag og tykke. Han føler sig
anerkendt i sine drømme om frihed, hvis Gud ikke med det samme
ligefrem slår ham over fingrene.

Til slut er han blevet så besat af sin kunnen og sin tekniske
almægtighed, at han regner alt for at være gørligt. Han laver
hunde med to hoveder, han piller ved de arvelige anlæg og gad
nok konstruere mennesket om til sine egne formål, sådan som man
bygger en maskine om. Intet under, at han hvert år står noget
ubehjælpsomt overfor høstgudstjenesten. Prises her virkelig
skabelsen og den hånd som råder bagved den? Lovpriser man ikke
den menneskelige produktion og markedet, hvor man kan manipulere
og gøre ved med tilbud og efterspørgsel, som vi har at takke for
vor velstand? Har vi ikke os selv at takke, traktorfabrikerne og
dem, der fremstiller kunstgødning? (..)

Hvad har vi taget os til med kønsprægets gave, med viljekraftens
foræring eller med vor intellektuelle og kunstneriske begavelse?
Har vi villet tjene, med det hele?
Har vi hele tiden bare forsynet vor egen lomme, har vi med
gaverne tjent vor egen forfængelighed, vort storhetsvanvid og
gjort denne gave til et røvet bytte? Er det nu min og din indre
historie?

Når vi altså ikke længere er tjenende mennesker, som priser Gud
med alt det de gør - da sker der hele tiden det samme: så gør vi
os selv til guder. I Nietzsches "Fröhliche Wissenschaft" er der
et afsnit, der hedder 'Det gale menneske'. Dette uhyre -
i ordets fulde betydning - tænder en lygte og leder efter Gud.
Til slut fastslår han forfærdet, at Gud er død.
"Vi har dræbt ham," råber han. "Det helligste og mægtigste,
som Verden har ejet, har forblødt under vore knive -- hvem kan
tørre dette blod af os? Er der noget vand, som formår at rense
os? - Er denne dåds størrelse os ikke for vældig? Er vi ikke
nødt til selv at blive guder for blot tilsyneladende at være
den verdig?"

Det er sagen: Den grænse opad er forsvundet, menneskene har
evakueret Himlen. Nu vil de selv udfylde det opståede tomrum
og avancere til overmennesker,
og de fastslår med triumfhyl, at de er vokset den gamle, brave
Gud over hovedet, ja at de vil bringe selve Himlen -- sæt i
stedet: teknisk og social fuldkommenhed -- ned på denne Jord
i stedet for at vente sig den av et uvirkelig hinsides.
Har Sputnik ikke overtrumfet 'Vorherre'? Har mennesket ikke
tilrevet sig Guds privilegium, at trone i Himlen ?

Jeg overvejer af og til, hvordan det egentlig går til, at vi
ikke kan være udelt glade over rumfarten -- at et vist dunkelt
ubehag pusler i baggrunden af vor sjæl og tynger os.

Kommer ubehaget .. fra, at der ved siden av Sputniks bip-bip
tillige kommer et visst hyl frem, der giver gjenlyd fra verdens-
rummet? Ligesom et hånligt latterutbrud, som vil sige: Se her,
hvor grænseløse vi er, vi kan lave alt muligt, uden at der er
nogen som sætter en stopper for vor udflugt in i de himmelske
egne! Bekræfter vi ikke mere og mere, at vi er sande guder?
og truer jeres fromme fantasis gamle Herre med at blive ked
af det?

Men fordi mennesket i grunden alligevel ikke rigtig tiltror sig
selv overmenneskets rolle - -
i bange, ensomme timer går dette ord til marv og ben:
"Når et vejr farer hen over dig, er du ej mere, dit sted får dig
aldrig at se igen" (Psal 103:16) --

FORTS.:

(1) Triumfferd til Universet ref. av C.F.Engelstad -> (se sitater)

(2) videre i denne tekst av Helmut Thielicke ->

..lyder beretningen om Kain og Abel på
'en kort fremstilling af ateismens historie',

intet mindre.

Midt i kulten, i gudstjenesten er opsætsigheten der allerede,
blot endnu skjult under en liturgisk maske og under kristelige
lader.

Ateismen begynder allerede i altrenes kraftfelt. Den er allerede
ved at spire, da Kain ikke venter andet af Gud - og ikke vil
tillade ham andet end at velsigne ham selv og udelukke hans
konkurrent Abel.
Det camouflerende slør glider dog snart af, og den frække,
utilslørede gudsfornægtelse kommer for lyset.

Står vi ikke midt i denne Kains-historie i dag? Endnu har vi
jo altrene hos os. Vi døber, vier og konfirmerer.
Det religiøse ceremoniel foregår, ved livets høidepunkter
har vi behov for ornat og pibekrave, som man bruger laurbær-
træer og røde løbere.
Mon vi egentlig hører budskabet, eller er det bare den folke-
kirkelige trummelum, der skal holdes gående?

Vi taler om "det kristne Vesten" - kan man holde ud at høre
det mere? -- og mener jo bare en modparole til de ideologiske
diktaturers propagandistiske slagord.

Man taler om trosfrihed og samvittighedsfrihed -- og mener jo
bare at bli ladt i fred, så man kan gøre hvad man vil.

Mon ikke denne nihilistiske undergravningsvirksomhed inden
kristenheden er et gigantisk stillads, hvorfra der lyder en
hamren og banken, her foretages ombygninger? Mon ikke den
forvandlede Kain pludselig kommer frem, den Kain, der lige til
for nylig tjente foran alteret, anmeldte barnedåb hos præsten
og betalte kirkeskat, og nu pludselig bærer emblemer af en
ganske anden art, taler om "opium for folket" og "livet, som
ikke er værd at leve" og endda sætter en smule gudløshets-
propaganda i scene?

Ustanseligt hører jeg banken og hamren inde fra stilladset,
nat og dag -- hvad vil jeg komme til at se, mår en skønne dag
det stillads bliver revet ned, som endnu er smykket med kirke-
faner og fromme symboler.
Vi mener - som Kain gjorde - at det må være tilstrækkeligt at
lægge noget i offerbøssen og at betale kirkeskat.
Og alligevel lyder det allerede nu: Vejet, vejet og fundet
for let:

Vi kredser stadigvæk om mennesket. Å ja, ordet 'Humanitet'
skrives hos os med stort. Men vi har glemt at mennesket kun
er os helligt, først da bliver vor næste, når vi bliver klar
over at han er Guds ejendom, og at Jesus Kristus døde for ham.
Ellers bliver han reduceret til at være en arbejdskraft,
en funktion.
Fællesskabet bliver i sidste ende til et sjælløst kollektiv.

Vi taler også meget om frihed. Den er vor stolthed, thi vi
er jo det berømte "frie Vesten".
Men er denne frihed for os andet end friheden til at tillade sig
en levestandard? Hører frihed ikke, tillige med køleskab og
fjernsyn til den vestlige komforts forbrugsgoder, som man
forbruger og slider op?
Vi er blevet konsumenter af frihed.
Producerer vi den egentlig stadig i vort liv?
Men kan man producere noget, hvis man ikke længere modtager
forsyninger?

Vi er bare ved at slide en kristen tradition op, som er ved at
løbe ud.
Motoren er ude af funktion, men svinghjulet roterer endnu et
stykke tid videre. Dog går det hele tiden langsommere.

Helt andre magters motorer larmer allerede, og de bringer en
ny form for dynamik.
_

Ja, det er en kort fremstilling av ateismen, som beretningen
om Kain indeholder, og det er vor egen historie.

Vi klarer os ikke længere igennem med Vestens vanekristendom.
Denne er bare den sum af misforståelser, som har dannet sig om
Jesus Kristus. Under dække av sådanne misforståelser hamres
og bankes der; det bygges om der inde.

Kun den, der drikker af det evige ords kilde, kan bevare sin
sundhed.
Men man dør af den konventionelle kristendoms udtørring.

Den som bare "står på det kristne standpunkt", bliver
vejret hen. Kun den som tror, har blivende sted.

Kun den, som kender ham der har købt dig og mig og os alle dyrt,
forbarmer sig over sin broder og genkender den nøgne, frysende
Frelser i sin næste.
Kun den, som følger Jesus efter, bliver angsten kvit. Den som
prøver på det uden ham, fortrænger den bare.

Den, som ikke genkender denne Frelser, kommer ud på et skråplan
som gør et 'materiale' ud af mennesket
og får en farce ud av ordet humanitet.

Det skråplan, der fører fra diviniteten via humaniteten
til bestialiteten.

"Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!"

Herrens tårer: de udgydes over Kain i os, over den intetanende
by og over den hamren og banken, som han hører inde fra stilladset.

_

_

('Menneskelivets Mening' av H.Thielicke,
Jespersen og Pios forlag, København 1968
etter 'Wie de Welt begann')

"Verden er en evig karikatur af hvad den burde være"

(Marcel Achard, sit. forordsvis av Thielicke)

Men fordi mennesket i grunden alligevel ikke rigtig tiltror
sig selv overmenneskets rolle --
i bange, ensomme timer går ordet ham til marv og ben:
"Når et vejr farer hen over dig, er du ej mere, dit sted får
dig aldrig at se igen" --
fordi mennesket ikke rigtig tiltror sig egen storhed og
guddomsrangens gyldne epauletter, søger det så meget des ivrigere
at suggerere sig selv til at mærke denne sin storhed.
Så bygger de et vældigt tårn, "hvis top når til Himlen" --
netop til den Himmel, hvor det engang så ud til, at Gud
måtte trone.

Hvis det skulle lykkes dem ustraffet at tage denne Himmel og
dette verdensalt i besiddelse, sådan udtænker de det, hvis
ingen farer imod dem ude fra uendeligheten og pulveriserer
dem til støv og aske, så er beviset jo bragt til veje for,
at mennesket og ellers ingen er universets herre, og at der
ikke længere er nogen grænser sat for dets storhed.

Sådan laver mennesket sig et arkitektonisk symbol på sin
storhed, det kæmpemæssige Babelstårn..
de får sygdommen gigantitis. Nu må de bestandig udføre noget,
hvorigennem de kan bekræfte sig selv . . . .

I dette øjeblik, hvor Babelstårnet er ferdigt og mennesket
ser ud til at have skaffet sig legitimation for sin rang
som gud, da slår der .. et anstrøg av humor igjennem ..
Gud Herren har nemlig fået at vide, at menneskene har i sinde
at gå løs på ham og ønsker at sætte sig på hans trone.
Og nu kommer det: "Men Herren steg ned for at se byen og
tårnet, som menneskebørnene byggede."

..Ikke sandt, Gud er jo egentlig 'alvidende', kender hver
spurv, der falder fra taget. Men trods al alvidenhet kan
han nu alligevel ikke rigtig blive klog på det, som er dukket
op i menneskets tanke med dette kæmpeprojekt, med denne idé
at storme Himlen. .. for dette tårn er jo for langt borte!
Set fra den virkelige Himmel virker det et nummer for lille..
Gud kan ikke se det med det blotte øje .. uden kikkert.
Så rådfører han sig med sit himmelske kongehof og træffer den
beslutning, at han vil gøre sig den ekstra ulejlighed at
stige ned for at foretage en lokalinspektion på Jorden.
Hvis det ikke er ironi, så véd jeg ikke, hvad ironi over
hovedet er. Menneskene mente jo, de havde bygget så kæmpe-
mæssigt, at der ville blive så trang plads for Gud, at han
knap kunne trække vejret. ..
De mener, at når han lige så lidt dukker op i menneskenes
kikkerter, som sjælen dukker op i mikroskoperne - så
vidner det om, at han ikke er til. ( . . )

..et ord, som allerede har virket påfaldende.. "Kom, lad os
bygge os et tårn ... for at vi ikke skal spredes ud over
hele Jorden."
Længe før Guds dom, adspredelsen, slår ned har menneskene
altså følt en dunkel angst for, at de skulle komme væk fra
hinanden og at selv deres ord kunne blive bragt i uorden.
De mærker, at en midtpunktflyende kraft er lønligt til
stede, som drager dem fra hinanden.
De har "mistet deres midtpunkt", -- fordi de har fordrevet
Gud fra deres midte, har de heller ikke mere noget, som
binder dem sammen.

Hvor Gud er blevet afsat, dér må man have et Centrum til
erstatning,
for dog stadig på en eller anden måde at binde menneskene
sammen med nødsplejsninger.
Måske griber man til krig for at lede tankerne bort fra
indrepolitiske stridigheter og skabe en ny solidaritet
ved hjælp af en fælles følelse af at være truet.
Eller man bygger Babelstårnet for at skabe en koncentration
om et nyt midtpunkt
ved hjælp av alles fælles og begejstrede anstrengelser
for på den vis at føje det sammen, som er ved at søge bort
fra hinanden.
Eller ved terror prygler man det sammen, som ikke vil høre
sammen ad frivillighetens vej.
Eller man sætter de suggererende magter, 'ideologi' og
'propaganda' ind, for ved psykologiske tricks at frembringe
en følelse af fællesskab - og for til sidst at lade folk
ville lige præcis det, man Selv vil.

Det hele er kunstige sammenføjninger til erstatning og
krampagtige forsøg på at bruge et syntetisk frembragt
centrum som surrogat for det midtpunkt, som er gået tabt.
..Men de midtpunktflyende kræfter slider og river, og i
pillarerne under alle broer er der en hemmelig tidsindstillet
sprængladning, der tikker.

Hvad er der da på færde her?

( forts. )

_

_

('Menneskelivets Mening' av H.Thielicke,
Jespersen og Pios forlag, København 1968
etter 'Wie de Welt begann')

"Verden er en evig karikatur af hvad den burde være"

(Marcel Achard, sit. forordsvis av Thielicke)