Det var i 1856, og Studentertoget til Upsala skulde gå for sig. Det havde kostet mig Möie nok at få Lov til at være med om den Ting, så meget mere, som jeg just på den Tid, det blev bestemt, til stor Forargelse for en hel Del uvedkommende Slægt og Venner havde fået sat igjennem min Beslutning at forlade Brödstudiets sikre, magelige og macadamiserede Vei, der förer til mindre vel aflagte Embeder, til tarvelig Familieforsörgelse, og hvis man ikke dör i Forveien, til en Pensionering, både med Hensyn til Fædrelandet, Kommunen og Binæring af et velvilligt og gavmildt Storthing kjærligen belyses og glimrende belönnes.

Dette lange Perspektiv, med endel andre indbydende små Sideudsigter, som f. Ex. haud til Examen, en lang Forlovelse, en Distriktslægepost i Nordland, en Skibspart for sine sammensparede Skillinger, Polskpas med Lensmanden, Præsten og Landhandleren, megen Toddy og Drukning på Söen i Embeds Medför, var jeg tilböielig til at opgive for en så usikker Fremtid som at - blive Maler! Latterlig!

Jeg har nemlig en sörgelig Begavelse til at se det latterlige hos mine Medmennesker, men det er först i senere År, jeg hr begyndt at gjöre mig denne Begavelse skatskyldig. I min Ungdom indbragte det mig alt andet end Fordel at tegne Karrikaturer af fornöielige og fornöiede Medmennesker. Jeg har endog undertiden været nærved at undergå en Lynchjustits i den Anledning. Jeg mindes således en Gang på en af de Smådampskibe, som farer mellem Stæderne i Kristianiafjorden. Der var temmelig fuldt af Passagerer ombord, og måtte derfor spises i to Omgange i den temmelig trange Kahyt. Blandt mine Medreisende befandt sig også en ung Herre, som jeg kjendte af Udseende. Han «stod» etsteds i Butik, og han var i egne og muligens også i en hel Del Tjenestepigers og Husjomfruers Öine en ren Adonis - for andre mindre partiske Dommere ialfald «et meget pent ungt Menneske». Han var kalvbent, og havde som sådan naturligvis en sand Passion for lyse snævre Benklæder - det har kalvbente Folk altid. Han havde en Smule krum Ryg, men altid meget fine Bonjourer, og hans ualmindelig store Hoved med en Rigdom af stridt mörkt Hår var altid særdeles velfriseret, med både Luseallé og brændte Lokker. Han havde endvidere en temmelig stor Næse, som, skjönt tyk i Enden, dog gjorde en vis Fordring på at være krum, et Par store, intetsigende og gloende brune Öine af en tynd Kaffefarve, og en liden rosenröd Mund, der, når den åbnedes, viste to skjævtstående blanke Fortænder. Dertil havde han som alle, der «står» i Butikker, meget store og meget röde Labber, men de var udenfor Embedet altid beklædte med lyse Handsker, og så havde han en Måde at tale på og en Dialekt, som var aldeles ubetalelig - kort sagt, han var en sådan Fyr, om hvilken Damer, som frekventerer Klingenbergballerne og Fredriksborg uvilkårligt måtte udråbe: «Å Jösses, å nyderlig han er!»