Omsider skal han selv erfare,
at Bacchos er for mennesker
den frygteligste guddom
– og den mest livsalige.

Lykkelig den, som fra havets
stormende bølge fandt havn.
Og lykkelig den, som med utrættet flid
overvandt modstand og møje.
I kappestrid om rigdom og magt
var mangen én heldig og vandt sig en løn.
Talløse nærer talløse håb;
nogle blir opfyldt til sist,
andre svandt bort i intet.
Men den som leved’ sit liv i dagligdags lykke,
ham priser jeg salig.

Det må jo altid ende galt,
når dumrianner hidsigt bruger mund.
Men et liv i stilhed, styret af sund sans,
står sig i storm.
Og hjemmet får styrke,
som varer ved.

Sent, men usvigelig sikkert
går guddomsmagten i gang.
Tugter dem, som uden hæmning
øger brutal ufølsomhed på jord
og ikke støtter guders værk.

Med snilde skjuler høje magter deres mål.
Længe er de undervejs,
men til slut indhenter de synderen
og straffer.

Fortænkte tanker er ikke visdom,
ejheller at tro, man er mere end dødelig.
Livsløbet er kort.
Og den nære lykke fanger ikke de,
som evigt stræber mod for høje mål.
Nej sligt er tåbers og narres værk.
– Det mener jeg.