Bokelskere.no

Men fordi mennesket i grunden alligevel ikke rigtig tiltror
sig selv overmenneskets rolle --
i bange, ensomme timer går ordet ham til marv og ben:
"Når et vejr farer hen over dig, er du ej mere, dit sted får
dig aldrig at se igen" --
fordi mennesket ikke rigtig tiltror sig egen storhed og
guddomsrangens gyldne epauletter, søger det så meget des ivrigere
at suggerere sig selv til at mærke denne sin storhed.
Så bygger de et vældigt tårn, "hvis top når til Himlen" --
netop til den Himmel, hvor det engang så ud til, at Gud
måtte trone.

Hvis det skulle lykkes dem ustraffet at tage denne Himmel og
dette verdensalt i besiddelse, sådan udtænker de det, hvis
ingen farer imod dem ude fra uendeligheten og pulveriserer
dem til støv og aske, så er beviset jo bragt til veje for,
at mennesket og ellers ingen er universets herre, og at der
ikke længere er nogen grænser sat for dets storhed.

Sådan laver mennesket sig et arkitektonisk symbol på sin
storhed, det kæmpemæssige Babelstårn..
de får sygdommen gigantitis. Nu må de bestandig udføre noget,
hvorigennem de kan bekræfte sig selv . . . .

I dette øjeblik, hvor Babelstårnet er ferdigt og mennesket
ser ud til at have skaffet sig legitimation for sin rang
som gud, da slår der .. et anstrøg av humor igjennem ..
Gud Herren har nemlig fået at vide, at menneskene har i sinde
at gå løs på ham og ønsker at sætte sig på hans trone.
Og nu kommer det: "Men Herren steg ned for at se byen og
tårnet, som menneskebørnene byggede."

..Ikke sandt, Gud er jo egentlig 'alvidende', kender hver
spurv, der falder fra taget. Men trods al alvidenhet kan
han nu alligevel ikke rigtig blive klog på det, som er dukket
op i menneskets tanke med dette kæmpeprojekt, med denne idé
at storme Himlen. .. for dette tårn er jo for langt borte!
Set fra den virkelige Himmel virker det et nummer for lille..
Gud kan ikke se det med det blotte øje .. uden kikkert.
Så rådfører han sig med sit himmelske kongehof og træffer den
beslutning, at han vil gøre sig den ekstra ulejlighed at
stige ned for at foretage en lokalinspektion på Jorden.
Hvis det ikke er ironi, så véd jeg ikke, hvad ironi over
hovedet er. Menneskene mente jo, de havde bygget så kæmpe-
mæssigt, at der ville blive så trang plads for Gud, at han
knap kunne trække vejret. ..
De mener, at når han lige så lidt dukker op i menneskenes
kikkerter, som sjælen dukker op i mikroskoperne - så
vidner det om, at han ikke er til. ( . . )

..et ord, som allerede har virket påfaldende.. "Kom, lad os
bygge os et tårn ... for at vi ikke skal spredes ud over
hele Jorden."
Længe før Guds dom, adspredelsen, slår ned har menneskene
altså følt en dunkel angst for, at de skulle komme væk fra
hinanden og at selv deres ord kunne blive bragt i uorden.
De mærker, at en midtpunktflyende kraft er lønligt til
stede, som drager dem fra hinanden.
De har "mistet deres midtpunkt", -- fordi de har fordrevet
Gud fra deres midte, har de heller ikke mere noget, som
binder dem sammen.

Hvor Gud er blevet afsat, dér må man have et Centrum til
erstatning,
for dog stadig på en eller anden måde at binde menneskene
sammen med nødsplejsninger.
Måske griber man til krig for at lede tankerne bort fra
indrepolitiske stridigheter og skabe en ny solidaritet
ved hjælp af en fælles følelse af at være truet.
Eller man bygger Babelstårnet for at skabe en koncentration
om et nyt midtpunkt
ved hjælp av alles fælles og begejstrede anstrengelser
for på den vis at føje det sammen, som er ved at søge bort
fra hinanden.
Eller ved terror prygler man det sammen, som ikke vil høre
sammen ad frivillighetens vej.
Eller man sætter de suggererende magter, 'ideologi' og
'propaganda' ind, for ved psykologiske tricks at frembringe
en følelse af fællesskab - og for til sidst at lade folk
ville lige præcis det, man Selv vil.

Det hele er kunstige sammenføjninger til erstatning og
krampagtige forsøg på at bruge et syntetisk frembragt
centrum som surrogat for det midtpunkt, som er gået tabt.
..Men de midtpunktflyende kræfter slider og river, og i
pillarerne under alle broer er der en hemmelig tidsindstillet
sprængladning, der tikker.

Hvad er der da på færde her?

( forts. )

_

_

('Menneskelivets Mening' av H.Thielicke,
Jespersen og Pios forlag, København 1968
etter 'Wie de Welt begann')

"Verden er en evig karikatur af hvad den burde være"

(Marcel Achard, sit. forordsvis av Thielicke)