«Jeg forlanger ikke meget,» sagde fru Blehr, «men nysilet melk har jeg været vant til, – fra jeg kom til verden, havde jeg nær sagt, – og maa jeg byde Dere dette; det er ikke mere nysilet melk, – end jeg er nysilet melk.»

Alle var enige i, at fru Blehr saa ligesaa lidt ud til at være nysilet melk, som det fluidum, hun presenterede i sit glas.

Og livet bruste forbi dem, arbeidets tilfredsstillelse, lykke og kjærlighed, glæde og haab ilede forbi de to ensomme kvinder i baggaarden hos blikkenslageren. Og de vilde dog ogsaa gjerne være med; de strakte hænder og sjæl ud efter livet, – efter det livets gjestebud, de aldrig vilde naa.

Saa kunde de sidde og snakke om veninden Alvilde Jensen, der havde gjort saadant godt parti.

«Tænk, nu reiser hun til Italien og kanske til Algier, – og ved du, Malli, hvad hun kan takke for det? – at hun har pen hud, den fine bløde huden og de pene kinderne hendes. For det var bare det, som var pent paa hende, og som Jensen blev indtaget i. Det er bare dét, at vi ikke er pene, Malli, som er skyld i det altsammen, – bare – bare det. Hvis vi havde havt saadan ferskenhud, som Alvilde, og koketteret og klængt os saadan ind paa herrer som hun, – saa kanske vi ogsaa kunde været i Italien nu, – aa, kan du huske, hvor grusom Jensen var med den tykke tungen, som læspede, og den finnen, han altid havde paa halsen?»

«Ja, at Alvilde var istand til at gifte sig med ham, – hvor rart, at en kvinde bare er noget i forbindelse med en mand,» sagde lille Malli.

«Nei, – bare vi kunde noget, saa, –» sagde Olga haardt, – «aa, hvor jeg har gaaet blind gjennem livet.»