Christie i England

Da taler Christie, dødblek som han staar:
Ja da Mylord, har jeg kun ét at sige:
At kue Norges frie Folk og Rige
er mer end Alliancens Magt formaar.

Your Lordship! Folkets Aand kan ei forgaa;
den Folkesjæl kan ei EUropa tvinge;
igjennom Ild og Blod vil den sig svinge,
trods alle Magters Bud mod Frihets Blaa!

/ . .

"Det sidste har vi!" Christie skrek det ud.
Et vældigt Vaapen mot Jer Vold vi vender!
Tak Gud, Mylord - at England ei det kjender:
Desperationen! Folkets Flugt mod Gud!

Mylord! Før Norge tager trellekaar,
skal Folket dø, - hver Mand, hvert Barn, hver Kvinde!
Fra yderst Skjær til Skogen dybt derinde
skal Landet ligge som en Kirkegaard!

/ . . .

Og saa tilslut, your Lordship, endnu ét:
Vi eier Ham, hvem alle Magter frygte,
den store Kjæmper for de undertrykte,
de smaa Nationers glemte Folkeret!

Med Ham som Fører i det store Slag
for Norges Frihed staar vi Nordmænd trygge
til Despotismen svinder som en Skygge
for Folkerettens soleklare Dag!

Han tog Farvel. Han gik fra Lordens Hus
men Britten sad der sælsomt blek i Salen;
han havde hørt som Stomveir gjennom Talen
et nyt Aarhundres frie Vingesus.

_

( sitatlenke nb.no )
17.mai 2020