Hvad er dette Liv, hvor det eneste Visse er det Eneste man ikke med Vished kan faae Noget at vide om: Døden; thi naar jeg er, er Døden ikke, og naar Døden er, er jeg ikke.

Min Sorg det er min Riddersborg, der som en Ørnerede ligger høit oppe paa Bjergenes Spidse mellem Skyerne; Ingen kan storme den. Fra den flyver jeg ned i Virkeligheden og griber mit Bytte; men jeg bliver ikke dernede, mit Bytte bringer jeg hjem, og dette Bytte er et Billede, jeg væver ind i Tapeterne paa mit Slot. Da lever jeg som en Afdød. Alt, hvad der er oplevet, dukker jeg ned i Glemsels Daap til Erindringens Evighed. Alt Endeligt og Tilfældig er glemt og udslettet. Da sitter jeg som en gammel graahærdet Mand tankefuld og forklarer Billederne med sagte Stemme, nesten hvidskende, og ved min Side sidder et Barn og lytter til, skjøndt det husker Alt, førend jeg forteller det.

Dersom der ingen evig Bevidsthed var i Menneske,
dersom der til Grund for Alt kun laae en vildt gjærende Magt,
der vridende sig i dunkle Lidenskaber frembragte Alt,
hvad der var stort og hvad der var ubetydeligt,
dersom en bundløs Tomhed, aldrig mættet, skjulte sig under Alt,
hvad var da Livet Andet end Fortvivlelse?

Naar et Menneske i Beslutningens Øieblik
ikke saaledes omstraales af Guddommens Klarhed,
at alle Gjøglebilleder, dannede af Døsighedens Taager, forsvinde,
da er hans Beslutning kun et større eller mindre Falsum.

Af 100 Mænd, der forvilde sig i Verden, frelses de 99 af Quinden,
1 frelses ved en umiddelbar guddommelig Naade.