Senere så jeg en politibetjent knæle og kysse fødderne af en præst, og jeg fik pludselig kvalme og måtte næsten brække mig.

Men vi fik intet at spise, af og til følte jeg, mens jeg stod på ladet kilet ind mellem de andre fanger, på mine ribben og mine hofteknogler, der endelig ragede langt frem fra kroppen, som jeg altid havde ønsket mig.

Jeg tænkte på Christopher og på at jeg altid havde syntes jeg var for fed, og jeg var lykkelig over endelig seriously at tabe i vægt. Det var jo aldrig lykkedes for mig; måske havde jeg før i tiden vært i stand til at tabe en, to kilo, men nu havde jeg da mindst tabt ti eller tolv. Heldigvis.

Der var frivillig selvkritik hver anden uge. Jeg deltog altid. Jeg var en god fange. Jeg har altid forsøgt at overholde reglerne. Jeg har forbedret mig. Jeg har aldrig spist menneskekød.

Se bare ud på gaden. Ser De det ikke? Snart er Shahen væk, måske er han allerede væk. I dette land begynder der nu en ny tidsalder, uden for Amerikas rækkevidde. Der findes kun én sag, der kan stå imod, kun én, der er stærk nok: Islam. Alle andre vil gå til grunde. Alle andre vil drukne i et skumhav af cornflakes og Pepsi Cola og påtaget høflighed.