Ingen hylle
Ingen lesedato
Favoritt!
Ingen terningkast
Ingen omtale
Omtale fra forlaget
Det er forfatterens egne livsvalg og deres moralske og filosofiske implikasjoner som er utgangspunktet for filosoferingen i boken. Temaet er det filosofiske begrep gjentagelsen, som utforskes fra meget forskjellige kanter og ikke minst dikterisk i boken.
Forlag Vidarforlaget
Utgivelsesår 2009
Format Innbundet
ISBN13 9788279900696
EAN 9788279900696
Omtalt person Søren Kierkegaard
Språk Bokmål
Sider 169
Utgave 1
Finner du ikke ditt favorittbibliotek på lista? Send oss e-post til admin@bokelskere.no med navn på biblioteket og fylket det ligger i. Kanskje vi kan legge det til!
Som den glade søker gleden, deltar i den, slik søker den sørgende sorgen.
[...], min Smerte og min Lidelse er navnløs.
Man har røget sin Cigar; man trækker sig tilbage i det indre Værelse, man begynder at arbeide. Midnat er forbi. Man slukker Lysene, man tænder en lille Natstage. Maanebelysningen seirer ublandet. En enkelt Skygge viser sig end mørkere, et enkelt Fodtrin behøver lang Tid for at forsvinde. Himlens skyfri Hvælving seer saa vemodig og tankedrømmende ud, som var Verdens Undergang forbi, og Himlen uforstyrret beskæftiget med sig selv. Man gaaer atter ud i Forværelset, i Entreen, ind i hiint lille Cabinet, man sover – hvis man hører til de Lykkelige, der kunne sove.
Det er omtrent 1 Aar siden, at jeg ret for Alvor blev opmærksom paa et ungt Menneske, hvem jeg tilforn allerede ofte havde berørt, fordi hans skjønne Udvortes, det sjælfulde Udtryk i hans Øie næsten fristede mig, et vist Kast med Hovedet, en Kaadhed i Yttringer forvissede mig, at han var en dybere Natur, der havde mere end eet Udtræk, medens en vis Usikkerhed i Modulationen antydede, at han var i den forføreriske Alder, hvor Aandens Modenhed forkynder sig, ligesom Legemets i en langt tidligere Tid, derved, at Stemmen ofte slaaer over. Ved Hjelp af disse skjødesløse, tilnærmende Conditor-Inclinationer havde jeg allerede draget ham til mig, og lært ham i mig at see en Fortrolig, hvis Tale paa mange Maader fristede det Melancholske i ham frem under Brydningens Form, idet jeg ligesom en Farinelli lokkede den sindssvage Konge ud af hans mørke Gjemme, Noget der, da min Ven endnu var ung og smidig, lod sig gjøre uden at bruge Tangen.
Skjønt jeg har læst Bogen atter og atter, bliver ethvert Ord mig nyt. Hver Gang jeg kommer til det, fødes det oprindelig eller bliver oprindelig i min Sjæl. Al Lidenskabens Beruselse suger jeg som en Dranker lidt efter lidt ind, indtil jeg ved denne langsomme Nippen bliver næsten bevidstløs drukken. Paa den anden Side haster jeg det imøde med ubeskrivelig Utaalmodighed. Et halvt Ord, da iler min Sjæl ind i hans Tanke, i hans Udbrud; hurtigere end det udkastede Lod søger Havsens Bund, hurtigere end Lynet søger Lederen, smutter min Sjæl ind deri og forbliver der.
Erindringens Kjærlighed er den ene lykkelige, siger en Forfatter, der, efter hvad jeg kjender til ham, stundom er noget svigefuld, ikke dog saaledes, at han sætter Tanken paa Spidsen, saa at denne, hvis den ikke gribes med samme Energi, i næste Moment viser sig som noget Andet. Hiin Sætning er af ham fremsat saaledes, at det let frister En at give ham Ret, og da at glemme, at Sætningen selv er Udtrykket for den dybeste Melancholi, saa et dybt Tungsind, fortættet i en eneste Replik, ikke let kunde udtrykke sig bedre.
Min Forstand staaer stille, eller rettere, jeg gaaer fra den? I det ene Øieblik er jeg træt og mat ja som død af Ligegyldighed, i det andet Øieblik raser jeg, og farer fortvivlet fra den ene Ende af Verden til den anden, for at finde Een, paa hvem jeg kunde lade min Vrede gaae ud. Mit Væsens hele Indhold skriger i Modsigelse med sig selv.
Haabet er en deilig Pige, der smutter bort mellem Hænderne
Nu vil hun maaskee have langt vanskeligere ved at glemme ham. Hun kom ikke til at skrige, det er Ulykken. Skrig maa der til, det er godt, ligesom at der kommer blod ved en Constusion. Man maa lade en Pige skrige, saa har hun bagefter Intet at skrige for, men glemmer hurtigen.
Beruselsens Bæger rækkes mig atter, jeg indaander allerede dets Duft, jeg fornemmer allerede dets skummende Musik – dog først en Libation for hende, der frelste en Sjæl, som sad i Fortvivlelsens Eensomhed: priset være qvindeligt Høimod! – Leve Tankens Flugt, leve Livsfaren i Ideens Tjeneste, leve Kampens Nød, leve Seirens festlige Jubel, leve Dandsen i det Uendeliges Hvirvel, leve Bølgeslaget, der skjuler mig i Afgrunden, leve Bølgeslaget, der slynger mig op over Stjernerne.